4.3.1 Retningslinje for bevaringsværdige bygninger
Bygninger, der i henhold til oversigt fra Slots- og Kulturstyrelsen over bevaringsværdige bygninger er registreret i Kolding Kommune med en bevaringsværdi på 1, 2, 3 eller 4 efter SAVE metoden, udpeges som bevaringsværdige.
Udtrukket liste fra styrelsens database fremgår her (link til PDF dokument).
Redegørelse
I henhold til lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer er en bygning bevaringsværdig, når den er optaget som bevaringsværdig i en kommuneplan, eller er omfattet af et forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt.
Bevaringsværdige bygninger er bygninger med særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af regional eller lokal betydning. Det er bygninger, som i kraft af deres arkitektur, kulturhistorie og håndværksmæssige udførelse er fremtrædende eksempler på god byggeskik, fortæller en historie om tidens udvikling og forskellige tiders levevilkår eller de indgår betydende i en lokal historisk helhed.
I Kolding Kommune er er en bygning bevaringsværdig, når den har en registeret bevaringsmæssig værdi på 1, 2, 3 eller 4 efter SAVE-metoden.
En bygning, der i henhold til kommuneplanen er bevaringsværdig, må ikke nedrives, før nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort i 4-6 uger, og Byrådet har meddelt ejeren, om der i henhold til planlovens § 14 nedlægges forbud mod nedrivning, jf. § 18, stk. 1 og 2 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Dette gælder ikke bygninger, der i henhold til en lokalplan eller byplanvedtægt er omfattet af forbud mod nedrivning.
Bevaringsværdige bygninger i Kolding Kommune er udpeget efter SAVE-systemet og er registreret i Kulturstyrelsens database FBB. Størstedelen af udpegningerne er sket i forbindelse med udarbejdelsen af Kommuneatlas Kolding og Kommuneatlas Christiansfeld i 1991-92, hvor alle bygninger opført før 1940 blev vurderet efter SAVEmetoden og tildelt en bevaringsmæssig værdi. Derudover har Kolding Kommune registreret enkelte bygninger og mindre byområder fra 2009 og frem. De bevaringsværdige bygninger i Kolding Kommune optages i kommuneplanen som en fuldstændig liste over bygninger med bevaringsværdi 1-4 efter SAVE-systemet.
En SAVE-vurdering af en bygning bygger på fem forskellige parametre:
- Arkitektonisk værdi
- Kulturhistorisk værdi
- Miljømæssig værdi
- Originalitet
- Tilstand
De fem parametre sammenfattes i én bevaringsmæssig værdi. Værdierne angives på en skala fra 1 til 9, hvor 1 er den højeste værdi.
SAVE-registrerede bygninger kan ses i Slots- og Kulturstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger: www.kulturarv.dk/fbb