Fritid og friluftsoplevelser

Kolding Kommune rummer varierede landskaber og naturområder, der giver et godt afsæt for fritidsaktiviteter og udendørs oplevelser. Der er stigende interesse for friluftsoplevelser i området. Her danner Kolding Kommunes natur- og landskabskvaliteter, i kombination med fritidsanlæg og stier, gode rammer for fx vandring, cykling, dykning, fiskeri og sejlads. Rekreative aktiviteter og oplevelser bidrager til både den mentale og fysiske folkesundhed, og kan samtidig bidrage til at danne nye relationer og fællesskaber. Med en bredde og variation i de rekreative tilbud vil muligheden for at ramme flere og skabe en større alsidighed også være større.

Med afsæt i Kolding Kommunes Outdoorstrategi fra 2016 er det ambitionen at styrke og udbygge rammerne for de rekreative og oplevelsesbetonede aktiviteter, herunder udvikling af faciliteter og tilbud på Skamlingsbanken samt fortsat udvikling af Naturpark Lillebælt. I strategien udpeges en række større geografiske oplevelsesområder og særlige oplevelsesrige ruter, som set under ét, tegner et helt unikt udbud af udendørs oplevelser i forhold til natur, landskaber, kultur og kulturmiljøer for Kolding Kommunes borgere og besøgende. Her således også en særlig ramme for motion og sundhed. Kolding Kommunes friluftsfaciliteter, stier og ruter er formidlet på hjemmesiden oplevkolding.dk

I sammenhæng med satsningen omkring Naturpark Lillebælt vil en ny stor, bynær lystbådehavn i Kolding kunne udgøre et markant brohoved mellem by, fjord og bælt.
Kolding Kommune har i 2020 indviet et trailcenter i forbindelse med det bynære Seest Fritidslandskab og i 2021 et besøgscenter på Skamlingsbanken, som følges op af naturudvikling i området, hvor fredningen er udvidet i 2019.

Sammenhængende rekreative stier fra byerne og ud i det åbne land, samt mellem byerne og til markante oplevelsessteder, vil yderligere styrke borgernes og gæsters interesse og muligheder for fritids- og friluftsoplevelser.

Som eksempel kan nævnes Troldhedestien, som fortsat udvikles med tilknyttede faciliteter. Stien løber fra Kolding centrum gennem den skovklædte Marielunddal, som søges fredet. Se mere om Marielundfredningen via kolding.dk

Kolding har 10 kolonihaveforeninger, hvoraf 9 ligger i Kolding og 1 ligger i Vamdrup. Kolonihaverne indgår i byernes grønne træk og deres primære formål er at give mulighed for at dyrke en have, som en rekreativ fritidsbeskæftigelse, også for de der fx bor i lejligheder. Derudover danner kolonihaverne ofte ramme om sociale fællesskaber.

Gå til toppen af siden