7.1.4 Retningslinje for klimatilpasning i Kolding kommune
Inden for de afgrænsede risikoomåder gælder følgende:
- Ved udarbejdelse af lokalplaner skal der redegøres for lokal håndtering af regnvand herunder LAR, forsinkelse og befæstelsesgrad i overensstemmelse med kommunens spildevandsplan.
- Ved byggeri der er truet af oversvømmelse, skal byggeriet tilgodese et krav om hævet sokkelhøjde eller klimasikring på grundlag af en konkret vurdering af oversvømmelsesrisiko og værdi.
- Ved nybyggeri, større renoveringer, befæstning og landskabelig indretning af større arealer skal det planlægges under hensyntagen til risiko for oversvømmelse på både eget og tilstødende arealer.
Klik på kortet for at se den som pdf og med signaturforklaring.
Redegørelse
En af de store udfordringer vi står overfor i forhold til klimaforandringerne og den øgede mængde nedbør som skybrud, er den begrænsende kapacitet i byernes afløbssystemer, hvilket vil bevirke at vi vil opleve flere oversvømmelser på terræn. For at mindske belastningen af afløbssystemerne med tag og overfladevand, er det derfor væsentligt at forsinke og nedsive vandet så lokalt som muligt, eller lede det til områder, hvor der er kapacitet på overfladen. En decentral håndtering af regnvand vil også kunne udnyttes til at give områder en ny identitet, og det vil medvirke til en rensning af overfladevandet før det ledes til recipient.
Kommunens 50 kilometer lange kyststrækning er flere steder udfordret af oversvømmelse i forhold til den forventede havstigning og hændelser med stormflod. Ved planlægning og byggeri i de udsatte områder er det vigtigt at tilpasse til de fremtidige klimapåvirkninger. Det kan betyde at der er områder, hvor der ikke skal planlægges eller bygges, eller hvor der skal stilles krav til projektet så det er tilpasset klimaudfordringerne. Det samme gør sig gældende for de lavere liggende arealer langs åerne i forhold til oversvømmelser. Her vil store afstrømninger fra oplandet, ved langvarig nedbør og skybrud, kunne skabe oversvømmelse, når kapaciteten i åen og de å-nære arealer overskrides.
Frie arealer, der er truet af oversvømmelse, kan anvendes til tekniske og gerne multianvendelige anlæg til forsinkelse af afstrømning af regnvand. Der kan også etableres anlæg og bebyggelse, der kan tilpasses forholdene, eksempelvis:
- rekreative områder med vandelementer
- anlæg til vandsport og fritid
- maritimt boligbyggeri med broer
- husbåde
- sekundære veje, cykelstier og parkeringsarealer, hvor ekstrem nedbør kan tilbageholdes
I forbindelse med håndtering af klimaændringernes påvirkning af en lokalitet er det væsentligt at kunne sikre områdets kvaliteter og værdier tilstrækkeligt. Eksempelvis ved at etablere anlæg der sikrer mod højvande eller oversvømme arealer, der endnu ikke er omfattet af bebyggelse eller byudvikling.
Gode anlæg til tilbageholdelse og rensning af regnvandet lokalt kan for eksempel være:
- regnhaver med nedsivningsbede
- grønne anlæg med beplantning, der kan filtrere og samle overfladevand
- tætte beplantninger, der også giver skygge og regulerer temperatur og fugtighed
- multianvendelige anlæg, der afhjælper klimaændringernes påvirkning, eksempelvis vej- og parkeringsanlæg, der kan benyttes til forsinkelse af afstrømning af regnvand
Tilpasning til klimaændringer
Det er de lavt beliggende områder i kommunen, der er mest udsat for oversvømmelser. Specielt udsat er Kolding Midtby langs Kolding Å, hvor ekstrem nedbør og stormflod giver udfordringer.
Med den naturskønne placering ved å og fjord samt med bakker i nord og syd der skråner ned mod bymidten, har Kolding by en placering i landskabet, der betyder at byen har stor risiko for oversvømmelser ved ekstrem regn og ved stormflod. Når ekstrem regn er kombineret med høj vandstand i fjorden, giver det yderligere udfordringer. Vand fra fjorden, der stuves op i åen, møder samtidig store afstrømninger til Kolding å, hvilket forstærker oversvømmelserne. Oplandet omkring Kolding by har stor indflydelse på hvor meget vand, der ender i bymidten. Derfor er det vigtigt både at se på forebyggelse i og udenfor bymidten. En samlet kortlægning, vurdering og beskrivelse af oversvømmelsesrisici fremgår af klimatilpasningsplanen for Kolding Kommune (se faktaboks længere nede på siden her, hvorfra den kan downloades).
I det følgende beskrives de indsatsområder, der er defineret og prioriteret med kommunens gældende klimatilpasningsplan.
Indsatsområder omkring Kolding bymidte
Planlagte tiltag i forhold til terrænspring nord for Kolding bymidte
I Bypark Øst er der etableret og indviet et anlæg, der hjælper med at forsinke vandet ved ekstrem regn. Herved undgås oversvømmelser syd for Legeparken ligesom kloaksystemet i bymidten aflastes. Projektet var det første store takstfinansierede klimatilpasningsprojekt, der blev gennemført i et samarbejde med BlueKolding. Løsningen har resulteret i et nyt by-naturrum i en ny ’klimakorridor’, der går fra det åbne land via Marielundsskoven til Kolding Midtby. I klimakorridoren er tiltag i forhold til regnvandshåndtering kombineret med naturgenopretning, foruden at naturformidling, leg og bevægelse sker med afsæt i klimapavillonen og den øvrige indretning af parken.
De endelige tiltag omkring Vifdam, Slotssøen og arealer øst for Slotssøen er ved at blive forberedt. Det er et gennemgående træk i løsningen med at forsinke skybrudsvandets strømning, at der vil blive etableret vandopsamlingsbede de steder, hvor forholdene muliggør det.
Arealet øst for Slotssøen og arealerne ved Banegårdspladsen er i risiko for oversvømmelse ved skybrudshændelser. Flere løsninger går på at forsinke vandet i oplandet til Slotssøen for at skabe kapacitet i kloaksystemet mellem Slotssøen og udløbet i havnen.
Slotssøen vil også komme til at spille en rolle ift. håndtering af vandet i oplandet til Vifdam og vejene i nærområdet. Fra Hospitalsgade vil vandet blive ledt på overflade omkring Slotssøbadet til søen. Fra Låsbygade vil vandet blive ledt på overflade til Slotssøen og Vifdam-parken. Nærområdet omkring Vifdam-parken vil lede vandet hertil.
Via Vejlevej ledes i dag større mængder vand ind i Låsbygade. Det vil blive undersøgt nærmere om vandet herfra kan ledes til det topografiske lavpunkt øst for stadion, og hvorfra det kan ledes videre til Kolding Å.
Planlagte tiltag i forhold til fjorden og åen
En planlagt sluse- og pumpeløsning i Kolding Å er ved at blive bygget og forventes indviet i vinteren 2025-2026. I kombination med tilbageholdelse af vand i oplandet til Kolding Å vest for motorvejen og ved Donssøerne, skal den beskytte byen mod oversvømmelser fra åen.
Åens brinker, særligt på strækningen fra Vestre Ringgade til den nye sluse- og pumpeløsning, skal tilsvarende indrettes så de kan håndtere et periodevis højere vandspejl i åen. Viadukten ved Vestre Ringgade er ofte udfordret fordi den ligger tæt ved ådalen og har en lave beliggenhed i terrænet, hvor vejen føres under jernbanen.
Det etablerede klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen vil ligeledes bidrage til at tilbageholde vand i oplandet, foruden at det også indgår som et element i området der er udviklet med rekreative og friluftsorienterede aktiviteter.
Planlagte tiltag i forhold til terrænspring syd for Kolding bymidte
Ved store regnskyl føres der meget regnvand til midtbyen fra de tilstødende kvarterer langs Haderslevvej. Dette giver specielt problemer i kvarteret omkring Søndergade. Vandet skal i videst muligt omfang forsinkes på de tilstødende veje til Haderslevvej.
I Brændkjær-området er almene boligbebyggelser blevet kloaksepareret og der er etableret regnbede, åbne render og grøfter samt rekreative områder i bebyggelser, hvor vandet kan forsinkes, inden det udledes til Kolding fjord. Projektet har taget trykket af vandet, som strømmer i området og aflaster kloaksystemet. Samtidig renses regnvandet ved at lede det på overflader igennem det samlede nye, sammenhængende system af render, grøfter og regnbede.
Indsatsområder i Vamdrup.
I Vamdrup peger klimahandlingsplanen på to viadukter, hvor der ved ekstremregn er risiko for oversvømmelse fra nedbør og spildevand. Begge viadukter er vigtige trafikale knudepunkter, og oversvømmelser her er kendte hændelser med stor gene for trafikken.
Det er planen at afhjælpe disse oversvømmelser i forbindelse med spildevandsselskabet BlueKoldings planlagte sanering af spildevandssystemet i byen.
Indsatsområder i Christiansfeld.
I Christiansfeld by er der et risikoområde med kulturhistorisk værdi der ligger lavt, og derfor oversvømmes ved ekstremregn. Udfordringen er dels stor afstrømning af overfladevand og for lille kapacitet i spildevandssystemet.
BlueKolding har gennemført en separering så regnvandet i højere grad håndteres lokalt. Dermed bliver spildevandssystemet aflastet.
Indsatsområde i Hejlsminde.
Oversvømmelse af Havnevejen langs Hejlsminde Bugt er et kendt problem, og vejen har været udsat for erosion i forbindelse med en stormflod i 2010. Kyststrækningen og vejen blev derfor i 2015 sikret bedre mod højvande og bølgepåvirkninger fra havet. Stormfloden i 2023 viste at dette ikke var tilstrækkeligt. Ved stormfloder er dele af Hejlsminde også udsat for oversvømmelser fra Hejls Nor beliggende ind i landet.
Det skal belyses nærmere hvordan en mulig bedre kystsikring kan ske.
Klimatilpasningsplanen
Se Kolding Kommunes Klimatilpasningsplan, der blev udarbejdet som tillæg til kommuneplan i 2014.
På Kolding Kommunes hjemmeside www.kolding.dk er der under klimatilpasning mulighed for at læse mere om de konkrete klimaprojekter og den samlede indsats, der foretages i et samarbejde mellem Kolding Kommune og BlueKolding m.fl.
Spildevandsplanen har mange snitflader med Klimatilpasningsplanen og vil virke som en konkret handleplan i forhold til at implementere mange af de tiltag, der er opridset i Klimatilpasningsplanen.
Spildevandsplanen er en handleplan for så vidt angår håndteringen af regnvand. Spildevandsplanen beskriver således både den traditionelle spildevandshåndtering samt håndteringen af regnvand, som følger af behovet for klimatilpasning.