Områdets beliggenhed
Dette tillæg omfatter eksisterende rammeområde 1368-T1 ”Farris” i området mellem Ødis Bramdrup og Stepping.
Planområdet har et areal på ca. 317 ha og er beliggende i et landområde i den sydvestlige del af Kolding kommune, syd for Vamdrup. Området anvendes i dag til land-, jord- og skovbrug. Desuden står der en eksisterende vindmølle i planområdet.
Planområdet grænser op mod landsbyen Højrup mod sydøst, som den nærmeste omkringliggende bebyggelse. Der er ca. 2,4 km fra planområdet til udkanten af Vamdrup mod nordvest, som det nærmeste større bysamfund. Planområdet ligger tæt op ad to nabokommuner; Vejen kommune ca. 700 meter mod vest og Haderslev kommune ca. 950 meter mod sydvest. Langs den vestlige grænse er dele af planområdet beliggende inden for vejinteressezonen for Ny Midtjysk Motorvej fra Give til Haderslev.

Luftfoto med afgrænsning af området omfattet af kommuneplantillægget.

Luftfoto med afgrænsning af området omfattet af kommuneplantillægget.
Om tillæg til kommuneplan
Kommuneplanen fastlægger mål for udviklingen i Kolding kommune, og består af 3 dele:
- Vision og mål - de overordnede mål og indsatsområder for Kolding kommunes udvikling
- Retningslinjer - regler og principper for administration og varetagelse af særlige temaer
- Rammer - bestemmelser for lokalplanlægning og byggesagsbehandling.
Kommuneplanens retningslinjer og rammer er administrationsgrundlaget for virkeliggørelse af hovedstrukturens mål.
Ændring af kommuneplanen sker med et kommuneplantillæg, som ændrer retningslinjer eller rammer, hvis der opstår behov for ændring af kommuneplanen.
Det kan for eksempel være anvendelsen af et areal, en bebyggelses art, omfang eller placering, en bebyggelses ydre bevaring, natur eller trafik.
Forslag til kommuneplantillæg fremlægges offentligt. Det giver alle mulighed for at komme med indsigelser, bemærkninger og ændringsforslag.
Bestemmelserne i kommuneplantillægget bliver en del af kommuneplanen, når kommuneplantillægget bliver vedtaget endeligt.