4.2.6 Retningslinje for Skamlingsbanken

Inden for det udpegede område skal rekreative, undervisningsmæssige og kulturelle aktiviteter, som knytter sig til områdets kulturhistoriske funktion styrkes. Endvidere skal natur- og landskabsværdierne i området styrkes, videreudvikles, og formidles. Hvor byggeri og anlæg tillades skal det besidde høj arkitektonisk kvalitet og samspillet med områdets natur- kultur- og landskabsværdier prioriteres højt.

Det udpegede område for Skamlingsbanken fremgår af kort.

Redegørelse til retningslinje

Med udgangspunkt i projektet ”Skamlingsbanken – et nationalt samlingssted” ønskes Skamlingsbankens historie formidlet og revitaliseret på en måde hvor dansk sprog og kultur italesættes i en nutidig kontekst, og hvor der tilbydes natur- og friluftsoplevelser.

Visionen for projektet er, at ”Skamlingsbankens identitet styrkes og profileres som folkeligt mindesmærke i en landskabelig kontekst. Skamlingsbanken skal være et samlingssted, hvor mennesker i alle aldre mødes om at opleve brugen af ordet samt glæden ved at samles gennem tiden – historisk – i dag og om 100 år.”

Projektområdet udgør størstedelen af fredningsområdet for Skamlingsbanken. Inden for projektområdet ønskes der etableret en række faciliteter til ophold,- picnic, primitiv overnatning, leg, undervisning og lignende. Faciliteterne skal placeres så de leder folk ud i landskabet, under hensyntagen til især områdets natur- og landskabsværdier.

I fredningsbestemmelserne for Skamlingsbanken er beskrevet en overordnet zonering af hele fredningsområdet, der varetager områdets natur-, landskabs- og kulturhensyn samt angiver placeringsmuligheden for nye faciliteter.