2.2.8 Retningslinje for risikovirksomheder på Kolding havn

Virksomhed til opbevaring og håndtering af gødningtyper omfattet af risikobekendtgørelsen kan etableres inden for et nærmere afgrænset område på Kolding Havn jf. retningslinjekort. På baggrund af en sikkerhedsrapport med angivelse af sikkerheds- og planlægningszoner, skal det kunne dokumenteres, at de samfundsmæssige risici for den enkelte risikovirksomhed i området er acceptable inden for en planlægningsafstand på 500 meter omkring området.

Tryk på "lag"-ikon i øverste højre hjørne for at se en signaturforklaring. Her kan du også slå andre af kommuneplanens temaer til og fra.

Redegørelse

Risikovirksomheder er virksomheder, hvor der forekommer farlige stoffer i så store mængder, at de udgør en risiko for omgivelserne, hvis der skulle ske et uheld. Mængderne er bestemt i risikobekendtgørelsen.

Risikovirksomheder må ikke etableres eller eksisterende risikovirksomheder må ikke udvides væsentligt, med mindre risikomyndighederne konkret vurderer, at risikoforholdene kan betragtes som acceptable.

Der skal ske en konkret vurdering af en eventuel samfundsmæssige risiko ved uheld. På baggrund af risikovurderingen skal der fastlægges sikkerhedszoner og planlægningszoner omkring virksomhederne. De endelige sikkerhedszoner og planlægningszoner vil først blive fastlagt, når sagsbehandlingen af risikoanmeldelsen er gennemført.

Den omfattede gødning kan ikke selvantænde, brænde eller eksplodere men kan understøtte en forbrænding - selv uden tilgang af ilt. Derfor skal en grundig risikovurdering sikre, at der ikke opstår fare for omgivelserne i tilfælde af brand i bygninger, køretøjer og øvrige omgivelser på havnen.

I kommuneplanen fastlægges en planlægningsafstand på 500 meter omkring området. Inden for den afstand skal hensynet til risikoen for større uheld inddrages i planlægningen for de omliggende arealer.

Planlægningsafstanden på 500 meter bibeholdes omkring det udpegede område til risikovirksomheder - også efter, at der er fastsat konkretiserede sikkerheds- og planlægningszoner. Det vil dog være de konkretiserede zoner, der primært vil blive vurderet efter i en konkret sag om ændret anvendelse.

Gå til toppen af siden