Parkering

I Kolding Kommune er der generelt god parkeringskapacitet i centerbyerne, mens p-pladserne i Kolding midtby er under pres. Der ca. 5.400 parkeringspladser inden for indre ring af veje i Kolding, fordelt på større og mindre parkeringspladser, i parkeringshuse og kantstensparkering langs vejene.

En parkeringsundersøgelse i bymidten i marts 2022 viste, at der er et tilstrækkeligt udbud af parkeringspladser i forhold til behovet set for bymidten som helhed. Men belægningen er meget uens fordelt, hvilket skyldes en kombination af, at parkeringsudbuddet består af et stort antal forholdsvis små pladser og et kompliceret system af tidsrestriktioner og betalingsparkering.
Det er desuden en udfordring, at en del af pladserne er privatejede, hvilket gør, at en gennemgribende opdatering af systemet kun kan ske i et samarbejde mellem kommunen, ejerne og parkeringsselskaberne.

Mobilitetsplan 2023-2035 for Kolding Kommune omfatter en mere indgående beskrivelse af status, udfordringer og handlingsmuligheder. Sammenfattende vil kommunen arbejde for følgende:

  • Arbejde for løsninger, der gør, at den eksisterende parkeringskapacitet i bymidten udnyttes mere effektivt og intelligent end i dag.
  • Inddele bymidten i tre ringe med hver deres parkeringsrestriktioner.
  • Arbejde med flere parkeringspladser i konstruktion, placeret tæt ved indre ring.
  • Opdatere p-henvisningssystemet med flere af bymidtens parkeringspladser samt placering af de digitale henvisningsskilte.
  • Opdatere kommunens parkeringsnormer og kriterierne for parkeringsfonden.
  • Arbejde med at lave attraktive stiforbindelser fra parkeringspladser til bymidten.

Parkering i Mobilitetsplan 2023-2035 

Parkering i tre ringe
Der foreslås en opstramning og forenkling af systemet for tidsrestriktioner og betalingsparkering. Princippet er, at bymidten inddeles i tre ringe eller zoner: I den inderste ring er der betalingsparkering, i den midterste ring er der en generel tidsrestriktion på 3 eller 4 timer og i den yderste ring er der fri parkering. I den inderste og midterste ring vil der bliver mulighed for, at beboerne kan købe beboerlicenser. Hermed vil parkering i den inderste ring blive forbeholdt bymidtens beboere og gæster, der kun skal være i bymidten kort tid og er indstillet på at betale for at komme tæt på deres mål.

Mere og bedre parkeringsvejvisning
Det skal gøres lettere at finde frem til de ledige p-pladser. Det nye parkeringszonesystem skal indarbejdes i p-henvisningssystemet. I samme omgang skal p-henvisningssystemet udvides
til at omfatte flere af bymidtens parkeringspladser, og den dynamiske skiltning skal begynde allerede på indfaldsvejene, uden for den indre ringvej. 

Mere parkering i konstruktion
Planen lægger op til, at der efterhånden kan etableres mere parkering i konstruktion. Dette skal skabe rummelighed i parkeringsudbuddet til:

  • at sikre, at der fortsat kan ske fortætning i bymidten,
  • at give mulighed for løbende at nedlægge eksisterende parkeringspladser på arealer, som ligger uhensigtsmæssigt i forhold til bymidtens trafiksystem eller ønskes anvendt til andre formål.

Parkering i konstruktion har de fordele, at der kan holde flere biler på et mindre areal og at de parkerede biler gemmes væk i gadebilledet. Hermed kan parkering blive en kvalitet i bymiljøet i stedet for en udfordring.