Cyklen, som transportmiddel, er et vigtigt element i at få flere af de korte ture væk fra bilen. Cyklen er et bæredygtigt transportmiddel og har både en effekt på sundhed, fremkommelighed, bymiljøet, støj, forurening og CO2-udledningen. Vi vil derfor, at cyklen skal være et reelt alternativ til bilen på de korte ture, og det skal være nemmere at cykle mellem bydelene og på tværs af bymidten.
Cykelstier, cykelparkering, genveje, god fremkommelighed og høj trafiksikkerhed skal sikre, at flere benytter cyklen. Det gælder både for børn, som skal i skole, forældre med ladcykel, der skal aflevere børn i dagtilbud, pendlere, som skal på arbejde, og turister og borgere, som vil opleve byen.
Vi forventer, at elcykler vil være med til at fremme cyklisme endnu mere på de mellemlange ture, og vi er opmærksomme på, at elcyklisterne måske stiller højere krav til service og komfort. Vores mål er, at halvdelen af de korte ture under 10 km i fremtiden skal foregå på cykel. Det kræver at vi har gode cykelstier, og nogle gode supercykelruter til og fra bymidten og større mål i Kolding by, hvor komfort, tryghed og sikkerhed for cyklisten er primærmål.
Stinet
Kommunen har et stinet bestående af et hovedstinet og et lokalstinet. Hovedstinettet forbinder vigtige turmål, mens lokalstinettet forbinder lokale mål og skaber forbindelse til hovedstinettet. Vi vil skabe et sammenhængende hovedstinet, som forbinder de vigtigste turmål i kommunen – og gerne så det bliver hurtigere end at tage bilen. Stierne skal give mulighed for at komme hurtigt fra A til B, men også være rekreative stier, hvor det er rart, smukt og trygt at færdes.
Kolding by er godt betjent med cykelstier.
I forhold til Kolding by vil kommunens indsats de kommende år fokusere på følgende:
- at skabe sammenhæng i stinettet på baggrund af forventet antal brugere og sammenhæng til større mål.
- at opgradere eksisterende stier, således der er plads til nye stitrafikanter og skabe bedre fremkommelighed.
- at skabe bedre komfort og fremkommelighed på højest klassificerede stier.
Kolding Kommune vil:
- Udarbejde en ny cykelplan for hele kommunen.
- Prioritere cyklister, så de nemt og hurtigt kan komme rundt i samt til/fra bymidten, og andre større mål og boligområder enten på sti eller en rute på svagt trafikerede veje med lav hastighed.
- Udpege og opgradere et net af supercykelruter mellem bymidten og bolig- og erhvervsområderne, hvor der er stort potentiale for cyklister.
- Skabe et sammenhængende hovedstinet, som forbinder de vigtigste turmål i kommunen.
- Arbejde med stierne, så det bliver smukt, komfortabelt og trygt at færdes på dem – herunder sikring af at stierne vedligeholdes.
- Arbejde med hele rejsen på cykel herunder stivejvisning og sikring af cykelparkering ved rejsedestinationer og/eller knudepunkter.
- Arbejde med at påvirke adfærd og udvikle nudgingtiltag, der skaber flere cyklister.
Kilde: Mobilitetsplan 2023-2035 for Kolding Kommune