Kommuneplanen er Byrådets plan for kommunens udvikling. Det gælder udformning af byområder, placering af boliger, arbejdspladser, butikker, offentlige institutioner, trafikanlæg og grønne områder mv. Kommuneplanen skal sammenfatte og konkretisere Byrådets overordnede politiske mål.
Dermed er kommuneplanen den samlede plan for hele kommunens fysiske udvikling for de kommende 12 år. Kommuneplanen revideres som udgangspunkt hvert 4. år. I kommuneplanen kan du finde vision, mål, strategier, retningslinjer og rammer for arealanvendelsen i kommunen - både i byerne og i det åbne land. Kommuneplanen udlægger rammer for den fremtidige udvikling og udgør administrationsgrundlaget for en række sektorlovgivninger.
Selve kommuneplanen består samlet set af en hovedstruktur for Trekantområdets kommuner og en hovedstuktur for Kolding Kommune alene. I hovedstukturen fastlægges retningslinjer for arealanvendelse i kommunen som helhed og i de enkelte by- og landområder. Herudover skal der foreligge rammer med både generelle og detaljerede bestemmelser for lokalplanlægningen. Retningslinjer er suppleret af en redegørelse for kommunens planlægning.
Strategi og kommuneplanens hovedstruktur
Byrådet har den 17. december 2024 godkendt forslag til en ny samlet kommuneplan for Kolding Kommune.
Kolding Byråd har valgt at udarbejde dele af kommuneplanen i samarbejde med de seks andre kommuner i Trekantområdet - Billund, Fredericia, Haderslev, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner.
Kommunerne har i mange år haft et fælles plansamarbejde med afsæt i kommuneplanen. I forbindelse med Planstrategi 2023 har kommunerne i fællesskab besluttet hvilke dele af den fælles del af kommuneplanen, der skal revideres. I forlængelse heraf er udarbejdet en fælles hovedstruktur, omfattende mål for udvikling samt retningslinjer for arealanvendelse. Den fælles planlægning skal medvirke til at styrke Trekantområdets identitet og muligheder.
Den fælles kommuneplandel er suppleret med en hovedstruktur og retningslinjer alene gældende for for Kolding Kommune.
På den digitale formidling af kommuneplanen fremgår det ikke, hvilke dele der er fælles for Trekantområdets kommuner, og hvilke dele der alene gælder for Kolding kommune. Den fælles del af kommuneplanen for Trekantområdet fremgår under den digitale kommuneplans "Vision og mål" og "Retningslinjer". Redegørelse til retningslinjer indeholder også dele fra den fælles kommuneplan - hvor der har været behov er suppleret med redegørelse for forhold konkret i Kolding kommune. På den måde er det muligt strukturelt at skelne de fælles dele for Trekantområdet og de lokale dele alene gældende for Kolding Kommune fra hinanden. For læseren fremstår kommuneplanen dog umiddelbart som én, samlet plan.
Se kommuneplanens vision og mål.
Se kommuneplanens retningslinjer.
Rammer for lokalplanlægning
Den del af kommuneplanen der omtales rammer for lokalplanlægning er alene gældende for arealer i Kolding kommune.
Kommunens samlede geografi er opdelt i 14 plandistrikter, som igen er opdelt i enkeltområder, der hovedsagligt er afgrænset ud fra anvendelse, som eksempelvis boligformål, erhvervsformål, osv. samt ud fra skel, geografiske eller naturgivne forhold. Det er tilstræbt at fastsætte en afgrænsning og opdeling med nogenlunde ensartet anvendelse og bebyggelse inden for hver enkeltområde. Rammebestemmelserne er opdelt i generelle rammer - dels for hele kommunen og dels for de enkelte anvendelseskategorier - og i specifikke rammer, der omfatter de enkelte områder.
Via rammer for lokalplanlægning har offentligheden mulighed for at orientere sig om, hvordan kommuneplanen gennem lokalplanlægningen vil have indflydelse på bygge- og anvendelsesmuligheder i de enkelte områder.
Som hovedregel er der ikke opsat rammebestemmelser for det åbne land. Der er dog rammer for de afgrænsede landsbyer samt enkelte fritliggende anlæg. Her kan udstykkes og bygges på baggrund af en landzonetilladelse inden for landsbyafgrænsningen. Derudover kan eksisterende bygninger indrettes til en række formål, som det fremgår af retningslinjerne for det åbne land. Der kan stilles krav om tinglysning af en deklaration til sikring af forhold, som sædvanligvis reguleres i en lokalplan.
Planstrategi og revisionsbeslutning
Kommuneplan 2025 er revideret på baggrund af beslutninger i kommuneplanstrategien.
Ændringer ved revision af kommuneplanen
Byrådet behandlede og godkendte forslag til kommuneplan 2025 den 17. december 2024. Du kan se dagsordenspunktet fra byrådets behandling her.
I forbindelse med godkendelsen blev forelagt en oversigt over ændringer i planforslaget, sammenholdt med gældende kommuneplan. Oversigten er opdateret med de forudsatte beslutninger og fremgår herunder:
Oversigt over ændringer i ny kommuneplan
Den gældende kommuneplan fra 2021 og tillæg dertil kan ses via hjemmesiden www.kolding.dk/kommuneplan
Annoncering af forslag i høring
Her kan du se det formelle høringsbrev i forbindelse med annoncering af, at forslag til Kommuneplan 2025-2036 er sendt i offentlig høring i perioden 4. februar til 1. april 2025.