Bymiljøer

Vision og strategier

Kolding Kommunes vision, "Sammen designer vi livet”, danner udgangspunkt for udarbejdelse og udmøntning af en række politikker, strategier og tiltag, som skal synliggøre og understøtte visionen - også gennem den fysiske planlægning. Designvisionen foreligger i en version 3, og der har været arbejdet kontinuerligt med visionen som ramme for kommunens udvikling siden 2012.

Med de overordnede indsatser skabes rammerne for kommunens fortsatte sikring og udvikling af bymiljøerne i byerne. Den forestående planperiode vil lige som den seneste planperiode blive præget af opfølgning på de overordnede målsætninger, strategier og planer, der tidligere er udarbejdet i dialog med bysamfund og andre interessenter.

Under de nedenstående tematiske overskrifter beskrives, hvilke overordnede hensyn og prioriteringer, der vil ligge til grund for den fysiske udvikling af bymiljøerne i hovedbyen og centerbyerne med afsæt i:

Arkitekturstrategien

Byliv i Kolding og strategisk udvikling af byen

Revitalisering af byrum og rammer for butiks- og handelslivet

Borgerplaner for centerbyerne

 

Designvision

Læs mere om Kolding Kommunes vision, "Sammen designer vi livet", på kommunens hjemmeside

Arkitekturstrategien

Kolding Kommunes strategi for arkitektur sætter fokus på en udvikling, hvor design og bæredygtighed kommer i forreste række. Karakteren af de eksisterende bysamfund, naturområderne og de særlige landskaber, der kendetegner vores kommune, skal fastholdes, og byudviklingen skal kendetegnes af kvalitetspræget byggeri, der kan bidrage til et bedre liv.

Arkitekturstrategien fokuserer på 4 vigtige indsatsområder i den fysiske planlægning for at skabe gode bymiljøer.

  • Identitet
    Den lokale identitet er de karaktertræk, der kendetegner stedet og styrker genkendeligheden. Udgangspunktet kan være bevaringsværdige bygninger, værdifuldt landskab, markante rumdannelser o. lign. Ændringer skal ske under hensyntagen til disse værdier. Andre steder kan rumdannende beplantning og ny markant bebyggelse styrke områdets identitet.
  • Rammer for livet
    Bymidterne med stræder og pladser skal være udgangspunkt for oplevelser og overraskelser. Der skal være mulighed for handel, bevægelse og aktivitet, men der skal også være rum til fordybelse. Bydesign, indretning og beplantning har stor betydning for den praktiske anvendelse af byrummene og lyst til ophold.
  • Arkitekturen i landskabet
    Naturen skal være et aktiv i ny byudvikling, og i planlægningen skal ske en afvejning mellem beskyttelse og aktiv udnyttelse af de landskabelige elementer. Ny bebyggelse skal tilpasse sig landskabet i materialevalg of skalaforhold. Grønne elementer i byerne skal give naturoplevelse og plads til friluftsliv, og kan også afbøde virkningerne af ekstremregn.
  • Arkitekturen i front
    Arkitekturen skal med former, farver og udtryk medvirke til at gøre dagen oplevelsestrig. Bæredygtighed er centralt i Koldings udvikling og indgår naturligt i anlæg og byggeri. Grønne og blå elementer er vigtige for at skabe et godt bomiljø, derfor skal der satses på synlige klimatilpasningsløsninger.

For hvert indsatsområde indeholder arkitekturstrategien en konkret værktøjskasse, som kan bringes i anvendelse i den konkrete planlægning.

Kolding Kommune følger arbejdet med en ny national arkitekturpolitik, som kulturministeren har nedsat en ekspertgruppe til at udarbejde i 2024. I forlængelse heraf påtænker kommunen at forny sin egen arkitekturstrategi i løbet af 2025.

Gå til toppen af siden

Arkitekturstrategi

Arkitekturstrategi

Læs mere om Kolding Kommunes arkitekturstrategi på kommunens hjemmeside.  

Byliv i Kolding og strategisk udvikling af byen

Den samlede indsats for at styrke og udvikle Kolding by består af en række forskellige indsatser, som blandt andet har resulteret i flere boliger, arbejdspladser og kulturoplevelser i de centrale dele af Kolding by. Gennemgående har der været et særligt fokus på byens liv, byens mødesteder, bymæssige oplevelser og sammenhænge på tværs af byen. Indsatsen bygger videre på tænkningen i designvisionen. 

Helhedsplan for Kolding Bymidte fra 2017 har været et vigtigt omdrejningspunkt for at identificere væsentlige indsatsområder for udvikling i bymidten og de centrale dele af Kolding by.

I helhedsplanen blev udpeget konkrete fokusområder, som gennem årene har været og stadig er et godt afsæt for at forholde sig til eksisterende og fremtidige potentialer for byudvikling, byomdannelse og revitalisering af byrum, gadeforløb og kvarterer. Herudover var det et hovedtema i helhedsplanen at kortlægge henholdsvis den grønne og blå struktur i bymidten, samt bymidtens vigtige stier, passager og byrum.

I 2023-2024 har Kolding Kommune med hjælp fra både lokale aktører og nationale eksperter formuleret en vision med tilhørende pejlemærker for den fremtidige udvikling af Kolding by. Under titlen ”Kolding 2050” er udarbejdet en visionsplan, som forholder sig til byens kvaliteter og definerer, hvordan der kan arbejdes videre med at styrke dem. Kolding Kommune vil i de kommende år forankre sin strategiske byudvikling i Visionsplan for Kolding 2050. Se desuden visioner og mål for udvikling af Koldings havneområder og i forhold til trafikal infrastruktur og mobilitet

Illustration fra Visionsplan for Kolding 2050, som viser tre tematiske udviklingsbilleder, der beskriver byens kvaliteter og samtidig udpeger nogle potentialer for en langsigtet, bæredygtig udvikling. Et gennemgående element er 'den udvidede bymidte', hvor der peges på at udviklingen af og i de enkelte dele - det historiske centrum, campus- og havneområderne
samt handelsområdet ved storcenteret - skal bidrage positivt til hinanden og til en helhed. Foruden at visionsplanen indeholder en grundfortælling for Kolding by, er der knyttet tre udviklingsprincipper til hvert af de tre udviklingsbilleder.

Gå til toppen af siden

Kolding 2050

Læs mere om arbejdet med en visionsplan for Kolding 2050 på kommunens hjemmeside

Revitalisering af byrum og rammer for butiks- og handelslivet

Med henblik på at øge kvaliteterne i bymidtens gader og pladser samt understøtte oplevelsen af byens forskellige kvarterer, blev der i 2018 udarbejdet en Bydesignguide for Kolding Bymidte. Designguiden fra 2018 blev til i et samarbejde mellem Kolding Kommune og udvalgte nøgleaktører, samt med input fra byens brugere. Designguiden fra 2018 blev til i et samarbejde mellem Kolding Kommune og udvalgte nøgleaktører, samt med input fra byens brugere. Bydesignguiden har foreløbigt dannet grundlag for den gennemførte renovering af Jernbanegade, på strækningen mellem Buen og Banegårdspladsen, ligesom den har været rammesættende for renovering og revitalisering af Søndertorv og Søndergade, Knudepunktet (tidligere Tombolapladsen), Vestertorv, Borchs Gård og Adelgade. Når der foregår gravearbejde og opgraderes på de nedgravede ledningsnet vil den tilsvarende være rammesættende for beslutninger om eventuel ny belægning og indretning af byrum og gadeforløb. Målet er at forskønne bymidten, understøtte ambitioner på trafik- og mobilitetsområdet samt understøtte kvarterers identitet og potentialer.

Sammen med de prioriterede tiltag til opfølgning på byens potentialer, beskrevet i Handlingskatalog for byliv og byrum i tilknytning til Kolding bymidte og Kolding Storcenter (fra 2020), vil bydesignguiden være med til at sætte retningen for udvikling af Kolding bymidte. En udvikling der vil blive skabt i et tæt samspil og samarbejde mellem Kolding Kommune og byens handels- og kulturaktører samt øvrige relevante partnere.

Der er et stadig øget fokus på at grundlaget for en længerevarende og helhedsorienteret indsats for at Kolding by og bymidte opleves som levende og attraktiv for beboere, næringsdrivende og besøgende, forudsætter det at byen rykker ”Sammen om bymidten”. Derfor er det i 2024 besluttet, at der skal formuleres en stærk, grøn og sammenhængende vision for udviklingen af Kolding bymidte med afsæt i blandt andet Visionsplan for Kolding 2050 og den nye grundfortælling om Kolding by og kommune – begge fra 2024.

Samtidig styrkes samarbejdet og organiseringen omkring drift, renhold, aktiviteter og udvikling i bymidten. Det sker blandt andet på et princip om forpligtende partnerskaber. For at understøtte dette er der taget initiativ til følgende:

  • Bylivsforum – det eksisterende forum revitaliseres og styrkes med fokus på at etablere et forpligtende, handlingsorienteret partnerskab mellem kommercielle aktører, kulturinstitutioner og Kolding Kommune.
  • Detailværket – det eksisterende netværk forankret i Business Kolding fortsætter og styrkes med mere fokus på forretningsudvikling og brobygning til byens restauratører og detailhandlere.
  • Ejendomsudviklingsgruppe (Byvækst) - der etableres en gruppe med borgmester og udvalgsformand, den kommunale forvaltning og udvalgte ejendomsejere med tilknytning til bymidten. Gruppen vil have karakter af et forpligtende partnerskab og mødes om strategiske drøftelser om byens udvikling og bygningsfunktioner. Fokus vil være i endnu højere grad at engagere ejendomsejerne i byens udvikling og sikre koblinger og brobygning mellem bygningsanvendelser, byrum og byaktiviteter.
  • Kvartersamarbejderne fortsætter i en styrket form, hvor der fortsat prioriteres kommunale puljemidler til at facilitere nye kvartersamarbejder.

Bymidte og kvartersamarbejder

Læs mere på kommunens hjemmeside om Kolding Kommunes indsats for at udvikle Kolding bymidte i samarbejde med byens aktører .  

Borgerplaner for centerbyerne

Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld er velfungerende centerbyer med handelsliv, institutioner, boliger og erhverv. For Vamdrup og Lunderskov blev der i 2016-2017 udarbejdet borgerplaner for hver af de to byer, i et samarbejde mellem Kolding Kommune og henholdsvis Vamdrup Byforum og Lunderskov Lokalråd, samt med input fra borgere og aktører i de to centerbyer. I 2021-2022 blev der laver en tilsvarende borgerplan for Christiansfeld, i et samarbejde mellem kommunen, Forum Christiansfeld og med input fra byens borgere og aktører.  

Med borgerplanerne sammenfattes hvilke initiativer, borgerne ønsker at prioritere fremadrettet for byerne.

Ligesom hidtil skal borgerplanerne også fremover fungere som referencedokumenter for den fortsatte projektudvikling og fysisk planlægning samt for øvrig dialog mellem de enkelte borgere, centerbyrådene, Kolding Kommune og øvrige interessenter i områderne.

Foruden borgerplanerne er der nogle særlige indsatser, der gælder for henholdsvis Vamdrup og Christiansfeld. Læs mere under strategisk planlægning for Vamdrup Bymidte og bufferzone om verdensarvsområde Christiansfeld.

Centerbyer og samarbejder

Læs mere om centerbysamarbejdet og se de tre borgerplaner på kommunens hjemmeside.