5.9.1 Retningslinje for forbrændings- og deponeringsanlæg
Deponeringsanlæg skal placeres under hensyn til miljø- og naturinteresser, herunder drikkevandsinteresser.
Mellemdeponering af affald, med henblik på senere forbrænding, skal ske på en sådan måde, at energiindholdet bedst muligt opretholdes.
Der må inden for en afstand af 500 m fra affaldsdeponeringsanlæg ikke udlægges arealer til forureningsfølsom anvendelse. Dette gælder dog ikke for indspulingsbassiner.
Redegørelse
De overordnede mål i den danske affaldspolitik er at optimere anvendelsen af ressourcerne i affaldet, at minimere affaldsforbrænding og deponering, samt at placere deponeringsanlæg, så de ikke udgør en forureningsrisiko for drikkevandet.
Forbrændingsanlæg
Affaldsforbrændingsanlæg fremstår som store, ofte dominerende industrianlæg, der kan medføre væsentlige luft-, støv- og støjgener. For at undgå gener udlægges der omkring disse anlæg et konsekvensområde på 500 m, hvor der ikke må udlægges nye arealer til forureningsfølsom anvendelse.
Kolding Kommune er en af i alt 16 kommuner, som arbejder sammen i Energnist I/S om det forbrændingsegnede affald. Med Klimaplanen af 16. juni 2020 har flere af Folketingets partier indgået aftale om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Som følge af aftalen skal kommunale forbrændingsanlæg senest den 1. januar 2025 være selskabsgjort. Energnist I/S har udarbejdet en Strategi 2016-2030 som forventer, at der vil ske en stigning i affaldsmængderne til forbrænding. Dette kan dog ændres som følge af aftalen om grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, der fastsætter mål om at reducere forbrændingskapaciteten frem mod 2030.
Deponeringsanlæg
For affaldsdeponeringsanlæg udgør risikoen for at forurene grundvandet det primære miljøproblem. Der kan desuden forekomme støv-, luft- og støjgener. Endelig kan anlæggene på grund af størrelsen virke dominerende i landskabet. Derfor skal der ved anlægsudvidelser og nyetableringer tages hensyn til anlæggets placering i forhold til boligområder, rekreative områder, vandveje, vandområder samt andre landbrugs- og byområder.
Der skal endvidere tages hensyn til de geologiske og hydrogeologiske forhold, grundvandsforekomster, kystnære vandområder, fredede arealer, risikoen for oversvømmelser, sætninger eller jordskred samt beskyttelse af natur- og kulturværdier.
Kolding Kommune indgår sammen med Aabenraa, Esbjerg, Vejen, Billund, Vejle og Haderslev kommuner i ejerkredsen for Deponi Syd I/S, og benytter det fælleskommunale selskabs deponier i Måde og Grindsted.
Den procentvise andel af affaldsmængden, som deponeres, er gennem de seneste 10-15 år faldet. Set ud fra de nationale planer og målsætninger, hvor deponering er den lavest prioriterede håndtering af affaldet, forventes denne udvikling at fortsætte. Den eksisterende kapacitet til deponi forventes derfor at være tilstrækkelig i planperioden.
Den danske affaldspolitik tager udgangspunkt i EU’s affaldspolitik, som foreskriver, at affaldshierarkiet skal følges, at affaldsdeponering reelt afvikles, at forbrænding af affald begrænses til ikke-genanvendelige materialer, og at genanvendt affald bruges som en væsentlig og pålidelig kilde til råmaterialer i EU.
Der skal derfor fortsat arbejdes på at optimere anvendelsen af ressourcerne i affaldet. Den organiske del af affald bør om muligt energiudnyttes ved bioforgasning, og restproduktet udnyttes til gødningsformål samt anden energiudnyttelse. Deponeringsanlæg skal placeres, så de ikke udgør en forureningsrisiko for drikkevandet.
Med Klimaplanen af 16. juni 2020 har flere af Folketingets partier indgået aftale om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Af aftalen fremgår, at den samlede kapacitet for forbrænding i DK forventes reduceret med 30 % frem mod 2030.
Kommunerne står for affaldsplanlægningen, herunder for vurdering af de forventede affaldsmængder til genanvendelse (bortset fra det kildesorterede erhvervsaffald til materialenyttiggørelse), forbrænding og deponi i de kommende 12 år.
Kolding Kommune indgår i fælleskommunale samarbejder både omkring forbrændings- og deponeringsanlæg.
Landets kommuner arbejder ud fra den nationale affaldsplan "Handlingsplan for cirkulær økonomi" med henblik på forebyggelse og håndtering af affald.
Kolding Kommune er en af de 16 ejerkommuner af Energnist, der er Vestdanmarks største affaldsenergiselskab, hvis to forbrændingsanlæg i Esbjerg og Kolding dækker over 953.000 indbyggere og 65.000 virksomheder. Energnist har desuden været medejer af affaldsenergianlægget Måbjergværket i Holstebro fra 2020 til 2024. I 2022 modtog anlægget i Kolding over 150.000 tons affald fra de omkringliggende kommuner og virksomheder. 15.786 tons af disse kom fra affald indsamlet af Redux på genbrugspladser og ved husstandsindsamling. Energnist forventer, at kapaciteten på anlægget i Kolding bliver reduceret til et niveau på 90.000 ton pr. år indenfor de nærmeste år og forventer ikke behov for udvidelse for at sikre kapacitet til de forventede mængder i de næste ti år. Energnist har en vision om at være CO2-neutral i 2030 på alle anlæg og arbejder nu med etablering af fangstanlæg på anlægget i Esbjerg.