5.3.1 Retningslinje for Billund Lufthavn
Forhold, der skal iagttages i by og på land som følge af Billund Lufthavn:
Indenfor en afstand af 13 km fra Billund Lufthavn bør der af hensyn til flyvesikkerheden ikke etableres anlæg, som tiltrækker fugle og eventuelle yngle- og rastepladser. (Billund Lufthavn skal altid høres).
Der skal ske en høring og indgås en dialog med Billund Lufthavn og Trafikstyrelsen ved etablering af søer, regnvandsbassiner og lignende inden for følgende opmærksomhedszone:
- 3 km langs med startbanen
- 6 km for enden af startbanen.
De hindringsfrie planer for Billund Lufthavn skal respekteres.
Højt byggeri, som ligger under de hindringsfrie planer, skal i høring hos Billund Lufthavn og i visse tilfælde ved Trafikstyrelsen med henblik på dialog om eventuel belysning og lignende på bygningen, så trafikafviklingen i Billund Lufthavn ikke generes.
I og omkring Billund skal belysning på bygninger, veje og stier udføres, så trafikafviklingen i Billund Lufthavn ikke generes.
Lufthavnens planteliste skal indarbejdes i lokalplaner, der ligger indenfor en kilometer radius af Billund Lufthavns landingsbane.
Plantelisten fungerer som et værktøj for lufthavnen i de situationer, hvor der er træer eller buske indenfor lufthavnens område eller i umiddelbar afstand udenfor hegnet.
Ifølge lufthavnens vildtkonsulent er kravet til beplantning kun relevant i en radius på op til ca. en kilometer fra Billund lufthavn. I situationer med et konkret ønske om beplantning indenfor en radius på en kilometer, sendes dette til Billund Lufthavn, i forbindelse med udarbejdelsen af planen, så Billund Lufthavn har mulighed for at foretage en konkret vurdering af forslaget.
Det er ligeledes vildtkonsulentens vurdering, at der ikke er nogle begrænsninger til beplantning ift. Billund Lufthavn, når afstanden til Billund Lufthavn er større end ca. 1 kilometer, hvis der ikke foretages beplantning med bær- og frugttræer på meget store arealer, ift. tiltrækningen af fugle.
Billund Lufthavns eksisterende og planlagte områder er vist på kort i Billund Kommunes kommuneplan.
Redegørelse
Billund Lufthavn er landets næststørste lufthavn med velfungerende rute-, charter- og godstrafikforbindelser til verdens storbyer og feriedestinationer.
Lufthavnen er centralt beliggende i Vestdanmark og betjener hele Jylland, Fyn og dele af Nordtyskland.
Lufthavnens arealbehov skal sikres i takt med den nødvendige udbygning, ligesom lufthavnens trafikale forbindelser fortsat skal søges udbygget med direkte adgang til landets motorvejsnet og de overordnede veje i det jysk-fynske område.
Af hensyn til flyvesikkerheden må der inden for en afstand på 13 km fra Billund Lufthavn ikke etableres anlæg, der kan tiltrække fugle. Den nærmere arealanvendelse fastlægges gennem Billund og Vejle Kommuners lokalplanlægning.
Opmærksomhed henledes på de lovgivningsmæssige bestemmelser om luftfartsafmærkninger af vindmøller, benyttelse af laserlys til udendørs formål og flyvning med balloner og droner (ubemandede luftfartøjer).
Højdegrænseplaner i Billund Lufthavn – diverse oplysninger
Beskrivelsen her knytter sig til opførelse af bygninger, master, ledninger, anlægsarbejde og dertil hørende kraner og lignende samt beplantning og andre luftfartshindringer på de nære arealer ved Billund Lufthavn, det vil sige selve lufthavnsområdet, Billund by og nærliggende landområder.
Ved enderne og langs siderne af start/landingsbanen er der etableret hindringsfrie planer (højdegrænseplaner), som i nødvendigt omfang er tinglyst med servitut om største tilladelige højde.
Højden varierer efter, afstand til lufthavnen, herunder også afstanden til indflyvningslinjerne til lufthavnen.
Langs siderne af banen vil højdebegrænsningen stige med afstanden fra lufthavnen op til en højde på 45 meter over terræn ud til en afstand af ca. 4 km fra lufthavnen. Herfra stiger hindringsplanerne yderligere via en konisk flade til 145 meter over terræn.
Lignende stigning vil ske omkring indflyvningslinjerne til lufthavnen blot med en betydelig mindre stigegradient, hvoraf følger at højdebegrænsningerne vil være mest restriktive på og omkring indflyvningslinjerne øst og vest for banen.
Billund Lufthavn og Trafikstyrelsen holder i et samarbejde med Billund Kommune øje med, at de hindringsfrie planer ikke gennembrydes.
For de arealer, hvor luftfartshindringer i henhold til de hindringsfrie planer højst må være indtil 25 meter over terræn, sikres indflyvningen ved pålæg af servitut mod etablering af luftfartshindringer, der overskrider de højder, der er angivet på de hindringsfrie planer.
For de arealer, hvor luftfartshindringer i henhold til de hindringsfrie planer må være 25 meter eller mere over naturligt terræn, skal ethvert projekt, der vil medføre luftfartshindringer over den grænse, forelægges for Trafikstyrelsen.
Pligten hertil skal respekteres af alle indehavere af rettigheder over det pågældende areal, uanset hvornår retten er stiftet. Pligten tinglyses på ejendommen efter anmodning fra Trafikstyrelsen, der sender en genpart af anmodningen til ejeren.