4.3.4 Retningslinje for bufferzone om verdensarvsområde Christiansfeld
Indenfor bufferzone til verdensarvsområdet, som vist på kort, må der ikke etableres anlæg eller byggeri, som virker dominerende eller forstyrrende i forhold til verdensarvsområdet. Ved bebyggelse og anlæg indenfor bufferzonen skal der tages hensyn til verdensarvens enestående universelle værdier, og det skal godtgøres i hvert enkelt tilfælde, at beskyttelses- og bevaringsinteresserne ikke kompromitteres. Oplevelsen af kontakten til det åbne land mod vest skal fastholdes uforstyrret. Sigtelinjen fra Lindegade mod øst bør søges reetableret, hvis der sker ændringer i byggeri indenfor bufferzonen.
Redegørelse
Bufferzonen er udpeget med henblik på at sikre Christiansfelds enestående universelle værdier mod negative påvirkninger fra omgivelser. Christiansfelds enestående universelle værdier er defineret i forbindelse med Verdensarvskomiteens optagelse af Brødremenighedsbyen Christiansfeld på UNESCOs verdensarvsliste den 4. juli 2015. Christiansfeld er optaget efter UNESCOs kriterie iii og iv. Det vil sige, at Christiansfeld er et enestående udtryk for Brødremenighedens kultur og livsførelse. Byen er et enestående eksempel på en planlagt idealiseret protestantisk koloniby, som udtrykker de nye ideer, der blev introduceret under oplysningstiden, og som først blev en realitet for de fleste europæere langt senere.
Bufferzonen er udpeget som det område, hvor bebyggelse og anvendelse har relation til det udpegede verdensarvsområde. Det vil sige, at ændringer i bygningshøjder, ny anlæg m.v. kan have indflydelse på oplevelsen af verdensarvsområdet.
Udpegningen af en bufferzone om Christiansfeld har til formål at sikre indblik fra det åbne land til det udpegede verdensarvsområde. Bufferzonen skal desuden sikre friholdelsen af sigtelinjerne fra Lindegade og Nørregade mod landskabet. Den fremtidige udvikling inden for bufferzonen skal ske under hensyntagen til Christiansfelds enestående universelle værdier.
Den samlede bufferzone består af to dele beliggende i henholdsvis byzone og i landzone. Den del af bufferzonen, der rummer byzone, omfatter byområderne nord, øst og syd for det udpegede område i en radius på ca. 200-500 meters afstand. Derudover er sigtelinjen fra Lindegade mod øst markeret ind igennem hele byen, for at der vil kunne tages højde for den i tilfælde af fremtidig byomdannelse. Denne bufferzone er udpeget, da det inden for den er væsentligt, at bebyggelsen underordner sig den gamle by og bystruktur. Denne del af bufferzonen er allerede reguleret igennem kommuneplanrammer og retningslinjer samt igennem gældende lokalplaner og deklarationer, der varetager hensynet til omgivelserne, herunder det udpegede område.
Den del af bufferzonen, der er i landzone omfatter landskabsrummet vest for Christiansfeld, afgrænset ved Christiansfeld by mod øst, motorvej E45 mod vest og skovbryn mod syd og nord. Derudover omfatter denne del af bufferzonen området sydvest for Christiansfeld mod Christinero og indtil Hjerndrupvej. Området her er omfattet af bufferzonen fordi, der fra området er stærk visuel forbindelse til og fra det udpegede verdensarvsområde, og som derfor påkræver beskyttelse. Derudover indeholder bufferzonen i landzone elementer i landskabet, der knytter sig til historien om Christiansfeld. Det drejer sig om Tyrstrupgård umiddelbart vest for byen, som Brødremenigheden købte sine jorder fra, samt Christinero, der er et romantisk haveanlæg fra den samme periode, som Christiansfeld blev grundlagt. Det er væsentligt, at karakteren af landskabsrummet bevares som landbrugsområde og ikke bliver domineret af større tekniske anlæg. Den del af bufferzonen, der er i landzone, er primært reguleret via Planlovens landzonebestemmelser §§ 34-38 og kommuneplanens retningslinjer.
FAKTA: Universelle værdier og optagelse på verdensarvsliste
UNESCO er FNs organisation for Uddannelse, videnskab og kultur, og varetager dermed sikring af verdensarv på internationalt plan.
UNESCOs universelle værdier er kultur- og/eller naturværdier, der er så enestående, at deres betydning overskrider nationale grænser, og de har betydning for hele menneskeheden, for nuværende og fremtidige generationer.
Optagelse på UNESCOs verdensarvsliste sker i medfør af en række forskellige kriterier, hvoraf Brødremenighedsbyen Christiansfeld er optaget ved følgende to kriterier med tilhørende begrundelser:
- Kriterie iii:
Christiansfeld er et exceptionelt udtryk for Brødremenighedens kultur, der har eksisteret siden det 18. århundrede. Christiansfelds byplan og arkitektur afspejler Brødremenighedens samfundsstruktur, der baseres på fællesskabets tro og idé om et godt kristent liv. Christiansfeld blev skræddersyet til at opfylde behovene for, at medlemmer af Brødremenigheden kunne leve et godt liv i overensstemmelse med Brødremenighedens kristne og kulturelle værdier. Dermed illustrerer Christiansfeld en enestående sammenhæng imellem bystrukturen og menighedskulturen. Christiansfeld er resultatet af den udvikling, Brødremenighedens samfundsstruktur gennemgik i 1800-tallet og en kulmination af deres erfaringer med etablering af kolonier.
- Kriterie iv:
Christiansfeld, med sin særlige byplan, arkitektoniske helhed og funktionelle opdeling, er et enestående eksempel på en planlagt, protestantisk koloni, som illustrerer et markant stadie i menneskehedens historie. Christiansfeld er opført som en herrnhutisk koloni, et planlagt bysamfund, bygget til at realisere en idé om en kristen samfundsstruktur efter herrnhutismens idealer. Christiansfeld er et enestående eksempel på den fysiske realisering af en protestantisk idealby, som et nyt, selvstændigt bysamfund, der ikke lukker sig om sig selv, men tværtimod interagerer med det omkringliggende samfund via omfattende handel og hånd- værksvirksomhed. Christiansfelds bygningsmasse som helhed er et fremstående eksempel på en storslået og stringent arkitektur med udgangspunkt i rokokoens lyse og lette udtryk. En koncentreret byggeperiode har skabt en homogen bygningsmasse, som både i stilart, materialer, proportioner og fine håndværksmæssige detaljer danner en enestående arkitektonisk helhed.