2.2.4 Retningslinje for områder forbeholdt produktionserhverv

Inden for erhvervsområder udpeget til områder forbeholdt produktionserhverv kan der ikke planlægges for anvendelser, der ikke er omfattet af definitionen af produktionserhverv.

Områder forbeholdt produktionserhverv er vist på kort.

Tryk på "lag"-ikon i øverste højre hjørne for at se en signaturforklaring. Her kan du også slå andre af kommuneplanens temaer til og fra.

Redegørelse

Produktionserhverv omfatter produktions-, transport- og logistikvirksomheder, og udpegning sker i henhold til planlovens § 11a, nr. 26. Definitionen af produktionsvirksomheder fremgår af Planlovens §11a stk. 12.

Produktionsvirksomheder er afgørende for vækst, udvikling og beskæftigelse i Danmark.

I Trekantområdet præges erhvervsstrukturen af virksomheder inden for produktion, transport og logistik. Med planlovens regler gives der samtidig mulighed for at udpege erhvervsområder forbeholdt produktionsvirksomheder for at undgå potentielle miljøkonflikter og skabe stabile, investeringssikre og attraktive erhvervsområder.

Omkring et erhvervsområde forbeholdt produktionsvirksomheder, kan der udlægges et konsekvensområde. I dette område skal der tages hensyn til virksomhederne, ved ændret planlægning.

Definition af produktionserhverv

Produktionsvirksomheder er defineret i vejledning om produktionsvirksomheder i kommune- og lokalplanlægningen. Produktionsvirksomheder er virksomheder, der er omfattet af:

  • Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed. (Godkendelsesbekendtgørelsen)
  • Branchebekendtgørelser, som fremadrettet udskilles fra godkendelsesbekendtgørelsen,
  • Bekendtgørelse om virksomheder, der forarbejder emner af jern, stål eller andre metaller, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse (maskinværkstedsbekendtgørelsen)
  • Bekendtgørelse om miljøkrav for mellemstore fyringsanlæg, som har hjemmel i lov om miljøbeskyttelse
  • Virksomheder, der er anført på brugerbetalingsbekendtgørelsens bilag 1, dog ikke husdyrbrug.
  • Øvrige transport- og logistikvirksomheder.

Udpegningen af områder forbeholdt produktionsvirksomheder, tager udgangspunkt i virksomhedsklasserne i Miljøstyrelsens Håndbog om miljø og planlægning. Alle erhvervsområder er opdelt i virksomhedsklasser, hvilket skal sikre, at der etableres de nødvendige bufferzoner mellem følsom anvendelse og erhverv. Dette er nærmere beskrevet i redegørelsen til retningslinjen for erhvervslokalisering.

Det er et krav i planloven, at kommunerne skal inddrage støj, lugt, støv og anden luftforurening i al planlægning, og ikke kun i og omkring områder forbeholdt produktionsvirksomheder. Dette indebærer, at der kun må planlægges for følsom anvendelse, hvis der i lokalplanen fastsættes bestemmelser jf. §§ 15a og 15b, som sikrer den fremtidige anvendelse mod gener.

Med kommuneplanens udpegning af områder forbeholdt produktionsvirksomheder synliggøres områder, hvor det er særligt attraktivt for produktionsvirksomheder med en vis miljøpåvirkning at etablere sig, og eksisterende produktionsvirksomheder er sikret fortsat drift- og udviklingsmuligheder.

Miljøforholdene på den enkelte virksomhed reguleres som hidtil efter miljølovgivningen. Kommunerne kan – men det er ikke et krav – gå i dialog med virksomheder, om deres eventuelle udviklingsmuligheder, ud over de gældende miljøgodkendelser. Det kan være en udfordring at udpege eksisterende erhvervsområder, da de er udlagt og udviklet under tidligere lovgivning. Mange ældre erhvervsområder er bredere i deres anvendelser, og udpegningen af disse områder til forbeholdt produktionsvirksomheder vil medføre en konflikt mellem kommuneplanen og de gældende lokalplaner, da nye virksomheder fortsat kan etablere sig i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelser.

Ved ny planlægning f.eks. via lokalplanlægning vil der ikke kunne planlægges for andre virksomhedstyper end produktionsvirksomheder jf. definitionen. Allerede etablerede virksomheder, vil fortsat kunne blive i områder forbeholdt produktionserhverv, men deres udviklingsmuligheder vil fremover være begrænsede.

Områder forbeholdt produktionserhverv

Udpegningen af områder forbeholdt produktionsvirksomheder tager afsæt i en samlet vurdering på baggrund af følgende kriterier:

  • Erhvervsområder, som indeholder eksisterende virksomheder, eller som er udlagt til virksomheder, i virksomhedsklasse 4-7.
  • Andelen af produktionsvirksomheder i forhold til øvrige erhverv inden for den enkelte erhvervsramme
  • Gældende planlægning i området og afstanden til planlagt eller eksisterende miljøfølsom anvendelse i nærområdet.
  • Eksisterende udpegninger begrundet i miljøbelastning, f.eks. virksomheder med særlige beliggenhedskrav.
  • Investeringstunge produktions- og/eller transport- og logistik-anlæg samt produktionsvirksomheder af betydning for regionale virksomheds-værdikæder
  • Kommunens målsætning for byernes udvikling og potentiale, herunder de vedtagne strategier, helhedsplaner med videre

Gå til toppen af siden

Erhvervsstrukturen i Kolding kommune er præget af virksomheder inden for produktion, transport og logistik. Virksomheder vælger en lokalisering i området, blandt andet fordi her er en god trafikal infrastruktur til transport af råvarer og varer, og fordi der er god adgang til arbejdskraft.

Kolding Kommune vil fortsat arbejde for at fastholde eksisterende virksomheder inden for produktion, transport og logistik, samt tiltrække nye virksomheder til området. Kolding Kommune har derfor anvendt planlovens mulighed for at udpege særlige erhvervsområder, hvor de erhverv, der falder inden for definitionen af produktionsvirksomheder, har en særlig prioritet i området.

Nye produktionsvirksomheder vil særligt kunne henvises til de udpegede områder, og de eksisterende virksomheder inden for områderne vil kunne fortsætte sine aktiviteter inden for den gældende miljøgodkendelse.

Områder forbeholdt produktionserhverv

Udpegning af de konkrete områder er sket på baggrund af en samlet vurdering på de opstillede kriterier, forstået sådan at kriterierne i udgangspunktet er ligestillede. En udpegning forudsætter vel at mærke at et område er udlagt til erhvervsformål, og at rammebestemmelserne omfatter de højeste virksomhedsklasser (svarende til højere grad af miljøpåvirkning).

I kommunens udpegning af områder har det været vigtigt, at en udpegning ikke må stramme den gældende planlægning for det enkelte erhvervsområde. En udpegning til område forbeholdt produktionserhverv må således ikke pålægge en virksomhed inden for området yderligere bindinger og begrænsninger, end dem, der allerede regulerer virksomhedens aktiviteter ved gældende planlægning og dens miljøtilladelse.

Med kommuneplanens udpegninger er det ønsket at tydeliggøre de områder, hvor produktionsvirksomheder i henhold til definitionen er særligt prioriteret. Det har samtidigt været vigtigt at en ny udpegning er i tråd med den gældende planlægning i området og ikke f.eks. fratager de muligheder, lodsejere henholdsvis inden for og uden for udpegningen allerede har. Dermed er det ønsket at stadfæste den gældende planlægning, fremfor at foretage en ny planlægning for områderne.

Miljøforholdene på den enkelte virksomhed vil som hidtil reguleres efter miljølovgivningen.

Gå til toppen af afsnit

For områder forbeholdt produktionserhverv er opstillet følgende kriterier:

  • Erhvervsområder, som indeholder eksisterende virksomheder, eller som er udlagt til virksomheder, i virksomhedsklasse 4-7.
  • Andelen af produktionsvirksomheder i forhold til øvrig erhverv inden for den enkelte erhvervsramme.
  • Gældende planlægning i området og afstanden til planlagt eller eksisterende miljøfølsom anvendelse i nærområdet.
  • Eksisterende udpegninger begrundet i miljøbelastning, fx virksomheder med særlige beliggenhedskrav.
  • Investeringstunge produktions- og / eller transport- og logistikanlæg samt produktionsvirksomheder af betydning for regionale virksomhedsværdikæder.
  • Kommunens målsætning for byernes udvikling og potentiale, herunder de vedtagne strategier, helhedsplaner med videre.

Kriterierne er i udgangspunktet ligestillede sådan forstået, at udpegning af et område baserer sig på en samlet vurdering på de opstillede kriterier.

De statslige udmeldinger indebærer at kommunerne har relativ stor metodefrihed til udpegninger i kommuneplanen. Vejledningen er dog ganske præcis i selve definitionen af, hvilke virksomhedstyper der bør indgå i en kortlægning af områder, der potentielt kan udpeges. Kolding Kommunes kortlægning er sket med afsæt i den definition af produktionserhverv, der fremgår af den overordnede redegørelse til 2.2.4 Retningslinje for områder forbeholdt produktionserhverv, som fremgår af den fælles kommuneplan for Trekantområdets kommuner.

Med Kolding Kommunes udpegninger af områder forbeholdt produktionserhverv er det ønsket at sende et signal om, hvor den type af virksomheder, der i henhold til definitionen af produktionserhverv har forrang, og hvor eventuelle nye virksomheder inden for definitionen vil kunne placere sig. På den måde er det intentionen med udpegningerne at stadfæste den gældende planlægning for de udpegede områder. I tilfælde af bygge- og udvidelsesønsker samt ønsker til ny virksomhedslokalisering inden for udpegede områder vil der stadig skulle foretages en konkret sagsbehandling.

Det har været vigtigt for Kolding Kommune, at der med udpegningerne ikke må ske en stramning i forhold den gældende planlægning for det enkelte erhvervsområde. En udpegning til område forbeholdt produktionserhverv må således ikke pålægge en virksomhed inden for området yderligere bindinger og begrænsninger, end dem der er allerede er gældende for virksomheden ved gældende planlægning og dens miljøtilladelse. I forhold til de udpegede områder bør fremhæves planlægningens grundlæggende princip om, at eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte som hidtil.

Miljøforholdene på den enkelte virksomhed vil som hidtil reguleres efter miljølovgivningen.

I kommunens kortlægning indgår alene kommuneplanens rammer udlagt til erhvervsformål. Dertil kommer, at gennemgangen af rammerne har taget udgangspunkt i erhvervsområder omfattet af de tungere miljøklasser - dvs. områder, hvor rammebestemmelserne indeholder én eller flere kategorier inden for virksomhedsklasserne 4-7. Rammer der alene muliggør virksomhedsklasser 3 og lavere er vurderet i forhold til, om andre af de opstillede kriterier medfører, at området bør vurderes nærmere.

I kortlægningen er desuden inddraget data fra miljøstyrelsens portal for miljøadministration, Digital MiljøAdministration (dma.mst.dk), samt vurderinger af virksomhedskoncentrationer og gældende planlægning for de enkelte områder. Konkret har kommunens planmyndighed og miljømyndighed gennemgået kommuneplanens erhvervsområder, for i fællesskab at vurdere de enkelte områder i forhold til de opstillede kriterier. For kriteriet vedrørende andelen af produktionsvirksomheder inden for den enkelte erhvervsramme, gælder, at det er vurderet, hvor stor en del af rammen der udgøres af de virksomheder, der falder inden for definitionen af produktionserhverv.

I vurderingerne er anvendt den registrerede og forhåndenværende viden om området og virksomhederne inden for området. I slutningen af 2020 – og dermed forud for Byrådets godkendelse af Forslag til Kommuneplan 2021-2033 med henblik på offentlig høring - er virksomheder beliggende inden for den påtænkte udpegning af områder forbeholdt produktionserhverv blevet orienteret om kommunens intentioner. De pågældende virksomheder blev samtidig tilbudt at fremsende bemærkninger til den påtænkte udpegning, som dermed kunne indgå i den politiske behandling af temaet.

At et erhvervsområde ikke udpeges til område forbeholdt produktionserhverv skyldes én eller flere af nedenstående årsager:

  • det konkrete erhvervsområde vurderes ikke at falde ind under de kriterier, der ligger til grund for udpegningen (jf. ovenfor),
  • en udpegning af det konkrete erhvervsområde til område forbeholdt produktionserhverv kan betragtes som en indskrænkning – en stramning - i forhold til gældende lokalplanlægning,
  • det konkrete erhvervsområde, og herunder den eller de eksisterende virksomheder i området, falder inden for de definerede kriterier, men det vurderes ikke at være en optimal virksomhedslokalisering, på grund af manglende infrastruktur i og til/fra området, som følge f.eks. af beliggenhed ved landsby / mindre by,
  • det konkrete erhvervsområde er helt eller overvejende uudnyttet, hvormed en udpegning til område forbeholdt produktionserhverv kan lægge begrænsninger på områdets fremtidige udviklingsmuligheder.

For Kolding erhvervshavn – rammeområde 0041.E1 - gælder det særlige, at Kolding Kommune og Kolding Havn i november 2020 har indgået en samarbejdsaftale angående havneområdernes fremtidige udvikling. Samarbejdsaftalen baserer sig på en ejerstrategi for havneområdet, samt en inddeling af de samlede arealer i tre kategorier; havnearealer, udviklingsarealer og interesseområder. I løbet af 2021 vil der pågå et arbejde, med nærmere at belyse hvilke udviklingsmuligheder der vil kunne planlægges for - herunder i forhold til at varetage de nødvendige hensyn inden for interesseområderne. Når dette arbejde er gennemført er det forventningen, at der foreligger et mere kvalificeret beslutningsgrundlag for, om der ønskes udpegning af område forbeholdt produktionserhverv inden for havneområdet.

For erhvervsområdet ved Tankedalsvej – rammeområderne 0831.E1-0831.E5 - gælder det særlige, at der aktuelt pågår en ny planlægning for området. Den ændrede planlægning indebærer, at området bør vurderes i forhold til de opstillede kriterier for udpegning af et område forbeholdt produktionserhverv. Stillingtagen til eventuel udpegninger i området afventer vedtagelsen af ny planlægning for området. Ny planlægning forventes at kunne bekendtgøres ultimo 2021 / primo 2022.

Gå til toppen af afsnit

I det følgende redegøres for, hvilke af de definerede kriterier, der ligger til grund for udpegning af de konkrete områder forbeholdt produktionserhverv.

Kolding - Industri NV II

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområde 0131.E2, der muliggør virksomhedsklasse 2-6.
Andelen af produktionsvirksomheder er høj, da begge virksomheder i området falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes investeringstunge produktionsanlæg, og modulvogntog er tilladt til/fra området.

Gå til toppen af afsnit

Kolding - Industri NV III og IV

Det udpegede område omfatter kommuneplanens rammeområde 0221.E3, og rammeområde 0221.E2 udpeges delvist. Syd for Ny Esbjergvej svarer afgrænsningen til udpeget område til Virksomheder med Særlige Beliggenhedskrav. Nord for Ny Esbjergvej medtager afgrænsningen de større fabriksanlæg, og dermed virksomhederne syd for Albuen. Her sker således en afgrænsning ved Albuen mod nord og Birkedam mod vest.
Begge rammeområder muliggør virksomhedsklasse 1-6.

Andelen af produktionsvirksomheder inden for udpegningen er høj, da virksomhederne falder inden for definitionen af produktionserhverv. Blandt andet forefindes en større transport- og logistikvirksomhed inden for området. I området forefindes en række investeringstunge og store produktionsanlæg.
områdets motorvejsnære beliggenhed gør området attraktivt for transporttunge virksomheder
For den sydlige del af udpegningen udlægges der et konsekvensområde svarende til 500 meters bufferzone omkring udpegningen Virksomheder med Særlige Beliggenhedskrav.

Gå til toppen af afsnit

Kolding – Soneberg

Kommuneplanens rammeområde 0713.E1 udpeges delvist, svarende til den gældende lokalplans delområde 1 og 2, der giver mulighed for fremstilling og oplagring, og muliggør virksomhedsklasse 2-6.

Andelen af produktionsvirksomheder inden for udpegningen er høj, da virksomhederne falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes investeringstunge produktions- og logistikanlæg. Området rummer desuden intern logistik og oplagringsarealer.
Den relativt motorvejsnære beliggenhed gør fortsat området attraktivt for den eksisterende transporttunge virksomhed i området.

Gå til toppen af afsnit

Kolding - Industri Nord 4

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområde 0734.E2, der muliggør virksomhedsklasse 4-6. Lokalplanbestemmelserne for det udpegede område svarer til virksomhedsklasse 6.
Andelen af produktionsvirksomheder er høj, da rammen omfatter én virksomhed, som falder inden for definitionen af produktionserhverv.
Området omfatter sorteringsanlæg af regional betydning.

Gå til toppen af afsnit

Kolding - Industri Nord 3

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområder 0735.E1 (virksomhedsklasse 1-4), 0735.E2 (virksomhedsklasse 4-6), 0735.E3 (virksomhedsklasse 4-6) og 0735.E4 (virksomhedsklasse 1-6).
Andelen af produktionsvirksomheder inden for udpegningen er høj, da virksomhederne falder inden for definitionen af produktionserhverv, herunder transport- og logistikvirksomheder.
I området forefindes en række investeringstunge produktionsanlæg, og væsentlige affaldshåndteringsanlæg.
Flere virksomheder i området indgår i en regional værdikæde, enten ift. råvarer eller ift. markedsopland.

Gå til toppen af afsnit

Lunderskov industripark

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområder 1117.E2 og 1117.E3, samt den del af rammeområde 1117.E1, der er omfattet af gældende lokalplans afgrænsning.
Rammerne 1117.E1 muliggør virksomhedsklasse 1-4, mens de to øvrige muliggør 1-5.
Andelen af produktionsvirksomheder inden for udpegningen er høj, da virksomhederne falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes en række investeringstunge produktionsanlæg og testanlæg.
Virksomheder i området indgår i en regional værdikæde, enten ift. råvarer eller ift. markedsopland.

Gå til toppen af afsnit

Vamdrup industrikvarter - Bavnevej

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområde 1215.E2, der muliggør virksomhedsklasse 1-7.
Andelen af produktionsvirksomheder er høj, da virksomheder i området falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes investeringstunge produktionsanlæg.
En virksomhed i området indgår i en regional og måske endda national værdikæde, ift. råvarer og ift. markedsopland.
For den sydøstlige del af udpegningen udlægges der et konsekvensområde svarende til 500 meters bufferzone omkring udpegningen Virksomheder med Særlige Beliggenhedskrav.

Gå til toppen af afsnit

Vamdrup industrikvarter - Industrivej

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområde 1215.E3, der muliggør virksomhedsklasse 1-6.
Andelen af produktionsvirksomheder er høj, da virksomheder i området falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes investeringstunge produktionsanlæg, og modulvogntog er tilladt til/fra området. Området muliggør desuden godstransport pr. jernbane, og tilbyder derfor forskellige gods- og vareomlastninger.
Mindst en virksomhed i området indgår i en regional og måske endda national værdikæde, ift. råvarer og ift. markedsopland.

Gå til toppen af afsnit

Christiansfeld Syd

Det udpegede område svarer til kommuneplanens rammeområde 1312.E1, der muliggør virksomhedsklasse 1-3.
Andelen af produktionsvirksomheder er høj, da virksomheden i området falder inden for definitionen af produktionserhverv.
I området forefindes investeringstunge produktionsanlæg.
Mejerivirksomheden i området indgår i en regional værdikæde, ift. råvarer og ift. markedsopland.

Gå til toppen af afsnit