Kollektiv trafik

Den kollektive trafikforsyning har i forhold til kommuneplanlægning og fysisk planlægning hovedsageligt sammenhæng med kommunens arbejde for det overordnede bymønster.
I bymønsteret indgår et princip om at koncentrere boligudbygningen, butikker og publikumsorienteret service i centerbyerne og bydele, hvor den kollektive trafikforsyning kan betjene områderne bedst muligt.
Der er vel at mærke en gensidig påvirkning mellem byudvikling og rammerne for god, sammenhængende kollektiv trafikbetjening.

Det kommunalt finansierede kollektive transportudbud består af følgende forskellige tilbud:

  • Bybusser, som kører i Kolding by
  • Lokalruter, som forbinder oplandsbyerne og Kolding. Ruterne servicerer primært skoleelever og uddannelsessøgende, men kan bruges af alle
  • Flextur, FlexUng, FlexJunior og Plustur, der er behovsstyret kollektiv trafik med mindre vogne

Ud over de kommunalt finansierede kollektive transporttilbud findes der regionalbusser og tog, der finansieres af regionerne og staten. Trafikselskabet Sydtrafik varetager, i samarbejde med Kolding Kommune, koordineringen af de kommunale busruter med de regionale ruter samt tog. Takstkompetencen ligger hos trafikselskabet.

Generelt har den kollektive trafik været under pres de seneste år. Bilejerskabet har været støt stigende, og biler kan i dag erhverves langt billigere end tidligere. Dette medfører et øget pres på vejnettet. Samtidigt opleves en mere individualiseret livsstil, hvor rigtig mange gøremål skal gå op i en højere enhed. Dette kan være svært at forene med den kollektive transport.
Blandt andet derfor er der også behov for løbende at forbedre den samlede kollektive trafikbetjening som et reelt alternativ til privatbilisme, hvilket fx indebærer at en udvikling sker under hensyn til økonomisk bæredygtighed, og et balanceret hensyn mellem ruter, betjeningsområder og passagertal.

Den kollektive trafik forbedres ved at forenkle rutenettet, øge frekvensen på afgange og skabe hurtigere rejsetid. Erfaringer viser at dette er afgørende for at tiltrække flere passagerer i den kollektive trafik. I kommunens fortsatte arbejde med forbedringer og understøttelse af kollektiv trafik vil følgende hensyn søges varetaget:

  • For at kunne gennemføre en længere rejse med den kollektive transport, er det vigtigt at lokalruter, regionalruter og tog er koordineret, så ventetiden mellem transportformerne minimeres.
  • Ligeledes er det vigtigt, at ankomsttider til og fra Kolding, Vamdrup og Lunderskov passer med almindelige mødetider på arbejdspladser og med de uddannelsestilbud, der findes i Kolding. Omvendt skal uddannelsestilbuddene også være parate til at justere i deres ringetider for at tilgodese elever, der har brug for at benytte den offentlige transport.
  • Hvis den kollektive transport kan kombineres med andre transportmidler bliver den mere konkurrencedygtig på både tid og pris. Som eksempel kan nævnes muligheden for at tage cyklen med i bus og tog eller parkere bilen ved en station og fortsætte rejsen med tog.

Arbejdet med forbedringer vil blandt andet ske med afsæt i de mål og prioriterede indsatser, der fremgår af Mobilitetsplan 2023-2035 for Kolding Kommune.

Udbygning og effektivisering af den kommunalt finansierede kollektive transport er de seneste år sket med afsæt i tre hovedelementer, bestående af bybusnettet i Kolding by, lokalruter, der betjener de fleste byer i kommunen, samt nye Flextur-ordninger, der er en særlig form for behovsstyret kollektiv trafik, som køres af mindre vogne på bestilling. Kørslen er planlagt efter borgerens individuelle behov for kørsel og ikke efter en fast køreplan, som det kendes fra almindelige busser.

Der blev i 2015 indviet et nyt bybusnet i Kolding og en busterminal ved banegården blev taget i brug. Med de nye bybusruter og den nye terminal blev det muligt at effektivisere bybusnettet, så busserne anvendes mere. De kommende investeringer i bybusnettet skal målrettes mod kortere rejsetid, højere frekvens samt optimal dækning af de prioriterede bydele.

Gå til toppen af siden

Overordnede mål for indsatser i forhold til kollektiv trafik

Det overordnede mål for den kollektive transport i Kolding Kommune er, at andelen af ture med kollektiv trafik fordobles fra 2 % af turene i 2019 til 4% af turene i 2035. Dette skal ske ved at:
Udbygge den kollektive trafik, hvilket primært skal ske gennem effektiviseringer af det eksisterende kollektive trafiksystem.
Arbejde for at koordinere de kommunalt finansierede kollektive transporttilbud med øvrige kollektive transporttilbud.
Forbedre mulighederne for at kombinere den kollektive transport med andre transportformer.
Understøtte de nye tendenser om samkørsel i bil, der specielt i landområderne kan være et alternativ til den kollektive transport.

Kilde: Mobilitetsplan 2023-2035 for Kolding Kommune

Kolding Kommune vil:

  • Udarbejde en ny kollektiv trafikplan.
  • Arbejde for bedre togforbindelser til byen, herunder flere forbindelser uden omstigning i retning mod Vejle og nordpå.
  • Skabe god fremkommelighed for busserne på trafikvejene og i bymidten.
  • Skabe gode og trygge stoppesteder og forbindelser til stoppestederne.
  • Arbejde med fleksible løsninger f.eks. Flextur, samkørsel og delebilisme.
  • Arbejde for samarbejder med virksomheder, og uddannelsesinstitutioner omkring gode mobilitetsløsninger f.eks. samkørsel og lokale trafikstrategier.
  • Arbejde for samarbejder med borgerforeninger og boligforeninger omkring mere fleksible og tilpassede løsninger i deres lokalområde.

Kilde: Mobilitetsplan 2023-2035 for Kolding Kommune