Natur, biodiversitet og Grønt Danmarkskort

Kolding Kommune har siden sidste kommuneplanrevision arbejdet for at realisere kommunens Naturkvalitetsplan fra 2011, der opstiller en række målsætninger for naturplejeindsatsen. Væsentlige indsatser er sikring af naturplejen på kommunalt ejede arealer og sikring af pleje på de mest værdifulde naturlokaliteter i kommunen.

Planen forpligter også til, at kommunen løbende skaffer sig et forbedret vidensgrundlag om naturens udbredelse og kvalitet. Således har Kolding Kommune netop i 2024 færdiggjort en lovpligtig 10-års gennemgang og opdatering af registreringen af alle beskyttede naturlokaliteter efter naturbeskyttelseslovens § 3, bortset fra søer og vandløb. Det vil sige moser, overdrev, heder, enge og strandenge – i alt ca. 1.500 lokaliteter. Dette arbejde har opkvalificeret kommunens udpegninger både til Natur, Potentiel Natur og Økologiske forbindelser i Grønt Danmarkskort.

Arbejdet med Naturkvalitetsplanen har været med til at give et samlet billede af naturværdierne i den lysåbne, beskyttede natur i kommunen. Kommunen har derved opnået viden om de arealer, der rummer den største biodiversitet – hvad enten det handler om planter, insekter, svampe, fugle eller padder - samt hvad der skal til for at sikre og forbedre naturkvaliteten. 

Denne viden udgør grundlaget for udformningen af Kolding Kommunes Biodiversitetsstrategi, som blev vedtaget i 2022. I strategien er der udpeget og prioriteret en række områder med særlig værdifuld og uerstattelig natur, kaldet ’kerneområder for biodiversitet’. Kerneområderne udgør overordnet set en delmængde af kommuneplanens områdeudpegninger med særlig værdifuld natur og potentiel natur i det Grønne Danmarkskort.

Kommunens Naturkvalitetsplan og Biodiversitetsstrategi er ikke udformet i forlængelse af Grønt Danmarkskort, men begge planer ligger i høj grad inden for rammerne af det Grønne Danmarkskort og fokuserer som dette på sikring og forbedring af naturværdierne, prioritering af denne indsats samt etablering af nye naturområder. 

En stor del af kommunens indsats for større biodiversitet sker i regi af Kolding Kommunes Biodiversitetsstrategi. Visionen er, at standse tabet af biodiversitet i kommunen og vende det til fremgang gennem fokus på fire hovedmål:

  • Bevare den uerstattelige natur ved at sikre de vigtigste levesteder
  • Give naturen mere plads ved at skabe nye naturarealer og forbedre de eksisterende
  • Sikre naturlige processer og forhold i naturområderne
  • Øge forståelsen for og engagementet i biodiversitet ved formidling og inspiration

I Biodiversitetsstrategien er beskrevet en række helt konkrete indsatser i et projektkatalog, som der arbejdes målrettet efter. En del af projekterne kræver ekstern finansiering for at kunne realiseres, hvilket også indgår som en del af arbejdet.

Biodiversitetsstrategien forpligtiger samtidig kommunen til at offentliggøre en række data for, hvordan det går med indsatserne. Det sker gennem udgivelse af en årlig rapport, som gør det muligt for offentligheden at følge arbejdet. For eksempel vil det blive offentliggjort, hvordan det går med at nå et af hovedmålene, der går ud på, at andelen af beskyttet natur i Kolding Kommune skal op på landsgennemsnittet på 10,3% natur.

Retningslinjer for Kolding Kommunes naturudpegninger kan ses i den fælles kommuneplan for Trekantområdet. Det gælder også retningslinjen for det Grønne Danmarkskort, som består af
udpegningerne Natur og Potentiel Natur, Økologiske Forbindelser og potentielle økologiske forbindelser, samt Natura 2000-områder.

Kommuneplanens retningslinjer for Grønt Danmarkskort og de forskellige tilknyttede naturudpegninger kan se under afsnit 3.4

 

Gå til toppen af siden