International naturbeskyttelse
Kolding Kommune har, på baggrund af habitatdirektivet, foretaget en vurdering af, om kommuneplantillægget kan medføre en væsentlig påvirkning af arter og naturtyper inden for internationale naturbeskyttelsesområder (Natura 2000-områder og fuglebeskyttelsesområder) samt dyre- og plantearter oplistet på habitatdirektivets bilag IV (de såkaldte bilag IV-arter).
Nærmeste Natura 2000-område er ”Lillebælt”, som ligger ca. 4 km fra planområdet. Det vurderes grundet afstanden, at kommuneplantillægget ikke vil have en negativ indflydelse på natura 2000-området.
Kolding Kommune har ikke kendskab til forekomst af bilag IV-arter inden for området og det vurderes, at kommuneplantillægget ikke vil skade yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Det kan dog ikke udelukkes, at bilag IV-arter med tiden kan indfinde sig i området. Der skal derfor inden påbegyndelse af aktiviteter, som nybyggeri o.a., laves en konkret vurdering af, om projektet eller aktiviteten kan påvirke bilag IV-arter.
Vandplanlægning
Området er kloakeret for spildevand.
Kommunen har foretaget en vurdering af konsekvenserne ved udledning af overfladevand fra planområdet, herunder i forhold til målsatte vandløb og søer.
Tag- og overfladevand skal håndteres lokalt, hvilket kræver en tilladelse fra spildevandsmyndighederne. Grundet den kystnære placering, skal der etableres renseforanstaltninger, der sikrer mod udledning af miljøfremmede stoffer. Etablering af sådanne anlæg kan kræve dispensation fra Kystdirektoratet.
Grundvandsinteresser
Planområdet er ikke omfattet af drikkevandsinteresser.
Havstrategi
Danmarks Havstrategi fastsætter mål og indsatser for at opnå eller fastholde en god miljøtilstand i havets økosystemer i overensstemmelse med EU’s havstrategidirektiv, som er implementeret i lov om havstrategi. I Havstrategi II (2018-2024) defineres god miljøtilstand ud fra 11 kvalitative deskriptorer, som samlet set bidrager til at sikre en sund økologisk balance i havmiljøet. Disse deskriptorer omfatter:
- Biodiversitet
- Ikkehjemmehørende arter
- Erhvervsmæssigt udnyttede fiskebestande
- Havets fødenet
- Eutrofiering
- Havbundens integritet
- Hydrografiske ændringer
- Forurenende stoffer
- Forurenende stoffer i fisk og skaldyr til konsum
- Affald
- Undervandsstøj
Planområdet ligger ca. 100 m fra nærmeste havområde (Kolding Fjord).
Som beskrevet under vandplanlægning så hindrer kommuneplantillægget ikke tiltag, der sikrer rensning af overfladevand fra planområdet, inden det udledes til de berørte vandforekomster. De konkrete tiltag og de potentielle påvirkninger af deskriptorerne kan dog ikke vurderes endeligt på det nuværende overordnede planniveau, men må afvente de konkrete valg i forbindelse med lokalplanlægning og de konkrete projekter med de fornødne tilladelser.
En realisering af planen vurderes derfor hverken at forringe eller hindre målopfyldelse i havmiljøet eller at være i strid med retningslinjerne i indsatsprogrammet, som beskrevet i havstrategien.
